FONA Gear guide: Anlæg, surround sound og home cinema
Skal der ny lyd i hjemmebiografen eller skal den gamle dvd-afspiller skiftes ud? Bliv klogere på muligheder, betegnelser, antallet af højttalere og de nye formater som HD og 3D.
Det betyder 5.1
Når du køber surroundanlæg til hjemmebiografen støder du på betegnelser som 2.1, 5.1 osv. Det første tal foran punktummet refererer til antallet af mellemtone/diskant-højttalere, som kan placeres omkring lyttepositionen – her to eller fem. Det efterfølgende 1-tal fortæller, at der følger en såkaldt subwoofer med til den allerdybeste bas.
Hvad er surroundlyd
Når du sidder i en biograf, er der højttalere hele vejen rundt i salen – det giver en illusion af at være midt i lydbilledet. I hjemmebiografen kan denne surroundsound opnås med for eksempel fem eller syv højttalere, som styres af en særlig surroundforstærker. Surroundeffekten kan også skabes elektronisk, så der kræves færre eller måske endda kun én højttaler - en ”surroundbar”.
Surround med én højttaler
Normalt skal der flere højttalere til at skabe den surroundeffekt, der ligesom i biografen giver lytteren en fornemmelse af at sidde midt i lydbilledet. Denne suggestive effekt kan imidlertid også delvis skabes med få højttalerenheder samlet i ét kabinet. Det sker ved hjælp af elektronisk lydstyring og brug af lytterummets vægge til lydrefleksion. Højttalertypen kaldes ofte for en ”soundbar” eller et ”lydpanel”.
Den perfekte hjemmebiograf
Skal hjemmebiografen ligge tæt op ad den ægte biografoplevelse, skal du placere fire til seks højttalere omkring den foretrukne lytteposition. TV’et skal være stort, gerne mindst 46”. Alternativt kan du vælge en tv-projektor, der sender et kæmpe billede op på et lærred eller en hvid væg. Under billedet placeres en centerhøjttaler, og et tilfældigt sted i rummet placeres en subwoofer til den dybeste bas. Så er du klar til at få et sug i maven. Lad FONAs personale rådgive dig om den perfekte løsning til netop din hjemmebiograf.
Blu-ray giver HD-film
Du kan sagtens se videofilm i det superskarpe HD-format, som du kender fra blandt andet DR HD-kanalen. Du skal blot have en Blu-ray-afspiller sluttet til tv’et, og filmen skal ligge på en Blu-ray-disc.
Gør lyden behagelig
Synes du, lyden fra dit surroundanlæg er lidt spids og hård, så kan du gøre den behagelig ved at ”blødgøre” væggene i rummet med tæpper, malerier eller bøger på reoler.
Blu-ray-afspilleren er også til dvd og cd
Du kan sagtens afspille alle dine ”gamle” dvd’er, når du investerer i en Blu-ray-afspiller, som giver flottere billeder. Blu-ray-afspilleren kan endda håndtere dine musik-cd’er, så du har alle funktioner samlet i én afspiller.
Det diskrete anlæg
Lyden fra surroundsound-anlæg er imponerende. Og du behøver ikke fylde stuen med synlige højttalere for at få den store lydoplevelse. I dag leveres de fleste surroundsystemer med indretningsvenlige og pæne sidehøjttalere, som kan monteres diskret på væggen. Samtidig medvirker væggen til at forstærke lydniveauet fra de små højttalere.
Et eller flere fabrikater
Hvis du har mulighed for at købe dit surroundanlæg og tv på én gang og af samme fabrikat, opnår du nogle betjeningsmæssige fordele (kun én fjernbetjening for eksempel). Desuden er du sikker på, at det hele ”spiller sammen” og kan forbindes hurtigt og smertefrit.
Den smarte fjernbetjening
Mange tv-apparater og surroundanlæg kan i dag styres med en smartphone eller en tablet. Du downloader en app, som er udviklet af producenten, og med den installeret er din mobile enhed omdannet til en fiks fjernbetjening. Disse apps fås til Apple og Android-baserede tablets og smartphones – forventeligt også snart til Windows 8-baserede enheder.