Forskellige hovedtelefontyper
Designmæssigt findes der to typer hovedtelefoner: De traditionelle Hi-Fi-hovedtelefoner, som sidder fast med en bøjle over hovedet, og de små typer, som sidder fast på øret eller i øret, og de egner sig særligt til lytning, når du er på farten. De sidstnævnte kaldes ofte in-ear-høretelefoner.
Musik mens du løber
Du kan sagtens lytte til musik, mens du løber for at holde dig i form. Med en lille, transportabel afspiller i lommen og et par jogging-hovedtelefoner har du koncertsalen med dig. Hovedtelefonerne må gerne være af in-ear-typen og designet til formålet – for eksempel med en bøjle, som holder høretelefonerne fast omkring ørerne eller nakken. Volumenkontrol på ledningen er også en fordel. Lad FONAs eksperter rådgive dig om det rette valg, hvis du er i tvivl.
Undgå at genere omgivelserne
Det er blevet moderne at benytte store, traditionelle Hi-Fi-hovedtelefoner i det offentlige rum. Hvis du vil undgå at genere medpassagerer i busser og tog, skal du vælge en lukket hovedtelefontype. Den slipper – modsat den åbne type – næsten ingen lyd ud i omgivelserne.
Lyt uden kabler
I dag er der et stort udvalg af trådløse hovedtelefoner, der kan modtage musiksignaler som såkaldte Bluetooth-signaler fra din pc, smartphone eller dit musikanlæg (hvis det har Bluetooth). Lydkvaliteten er i de senere år blevet kraftigt forbedret, og så er det jo rart at kunne lytte til musik derhjemme uden at skulle tænke på, om kablet nu rækker til en tur ud i køkkenet efter en kop varm te.
God komfort omkring øret
Hovedtelefoner, som omslutter øret, lyder alt andet lige bedst, for de skaber en lukket ”koncertsal”. I dag laves polstringen i materialer, som sikrer, at der ikke bliver for varmt eller fugtigt omkring ørerne, selv om du lytter længe.
Omgivelsernes støj kan fjernes
Du kan få hovedtelefoner, som aktivt fjerner støj fra omgivelserne. Det sker, ved at de selv udsender støj, men med ”omvendte” lydbølger, så resultatet er stilhed. Blandt andet Beats by Dr. Dre producerer denne type hovedtelefoner, som egner sig til lytning i et støjende bymiljø.
Det rigtige headset til mobilen
In-ear-høretelefoner til mobiltelefoner, headsets, har indbygget mikrofon i ledningen, så du kan bruge dem til både musiklytning og telefonsamtaler. De fås som andre hovedtelefontyper i forskellige prisklasser, hvor de dyreste oftest har både bedre komfort og bedre lydkvalitet.
Enkel rensning
Hovedtelefoner af enhver type skal renses engang imellem. Undgå skrappe kemikalier, som kan skade de specialudvalgte materialer. Dyp en klud i lunkent vand med en anelse sulfo i. Vrid kluden, til den er let fugtig, og rengør derefter hovedtelefonerne ved langsomt at tørre alle flader af.
Passer til hovedtelefonindgangen
Alle hovedtelefoner, som sidder fast på eller i øret leveres i dag med minijack-stik, der passer til alle computere, mobile afspillere og langt de fleste musikanlæg. Du kan dog stadig finde mere traditionelle Hi-Fi-hovedtelefoner, som har det større jackstik, men så medleveres der en minijack-adapter.
Det får du ekstra for pengene
Prisbillige hovedtelefoner er i dag forbavsende gode. Vælger du at købe et par hovedtelefoner, som er dyrere, får du ofte bedre komfort. Desuden er lydkvaliteten generelt bedre: Gengivelsen er mere naturlig og behagelig, bassen er kraftigere uden at være anmassende, og du får et mere præcist dybde- og breddeperspektiv, så du for eksempel kan høre de enkelte instrumenters og stemmers placering ved en live-koncert.